Min ekspertise ligger særligt inden for spiseforstyrrelser.
Jeg har også stor erfaring med behandling af selvskade, samt med vanskeligheder omkring selvværd, identitetsudvikling og personlighed.
Endelig kan jeg også hjælpe dig, hvis du kæmper med angst, depression, stress, sorg eller livskriser.
Livet vil uvægerligt medføre smerte og svære perioder. Hvis du oplever, at dette overstiger, hvad du kan forandre på med sparring og støtte fra dine nærmeste, kan det være nødvendigt at arbejde med det, der fylder for dig sammen med en udenforstående. Hos mig vil du møde en åben og imødekommende psykolog, der møder dig i øjenhøjde med en autentisk interesse for dig og netop din situation og livshistorie. Du skal ikke passe ind i nogen kasse hos mig. Du er velkommen uanset, om din problemstilling er relativt nyligt opstået eller af langvarig karakter, uanset om du tidligere har været i terapi, eller det er nyt og måske angstprovokerende at skulle til psykolog og åbne op om det svære og sårbare.
Jeg tilbyder samtaleterapi til unge og voksne enten individuelt eller med deltagelse af pårørende i familiesamtaler – det kan være dine forældre, din partner, en nær ven eller dine børn, afhængig af hvad der er relevant for dig.
De vanskeligheder jeg arbejder med, kan ofte være meget svære at ændre på alene, hvorfor inddragelse at dit netværk kan være rigtig gavnligt på et tidspunkt i forløbet. Hvis du er ung og hjemmeboende kan et terapiforløb med fordel bestå af familiesamtaler, hvor jeg kan give konkrete råd og vejledning til forandring. Samtidig kan vi italesætte jeres måde at forstå symptomerne på samt jeres familiemønstre. Pårørende kan nemlig uforvarende være med til at vedligeholde symptomerne. Det vil omvendt også være relevant med individuelle samtaler med den unge, hvor man kan tale frit uden at skulle tage hensyn til de pårørendes følelser.